CONVIVIUM
PROVINSIALLOGENS
Restauration og Selskabslokaler.
Ordenshusets restaurant i Aarhus
I Christiansgade i hjertet af Aarhus ligger frimurernes pompøse ordenshus, der i 1908 blev opført eksklusivt til formålet. Bygningen huser også en velrenommeret restaurant, hvis historie går mere end hundrede år tilbage i tiden.
Fra du træder ind i Ordenshusets hall, til du bevæger dig op til restauranten på tredje sal, vil du finde masser af historie og kunst, symboler og farver, der giver dig en sanselig oplevelse og inviterer til fordybelse – både i frimureriets og i husets historie.
Restauranten rummer en stor og en lille spisesal, en bar samt en kaffesal med flygel. Udsmykningen i kaffesalen er både interessant og iøjnefaldende, da den består af seks store antikke freskomalerier. Ophavsmanden er den kendte kunstner Karl Hansen-Reistrup, der bl.a. også har udsmykket Aarhus Teater og Marselisborg Slot. Freskoerne, der alle er fra 1920'erne, er en attraktion i sig selv. De fortæller mangt og meget om svundne tider – bl.a. om perioden under Anden Verdenskrig.





